For nylig blev jeg indlogeret i en lejlighed i centrum af København, som blev lejet ud straks efter ejerens død. En enorm, forsømmet lejlighed med bagtrappe. De nye ejere – meget fjerne og tilsyneladende meget grådige slægtninge. De fjernede intet, ryddede ikke op, prøvede ikke at bevare noget. At bo i sådan omgivelser føltes mærkeligt – at røre ved alting uden tilladelse, som om ejeren lige var smuttet ud efter rundstykker.
I starten føltes det, som om nogen ville komme tilbage, se mig og spørge med en rektors stemme: hvad laver du her? Men nej, ingen kom. Ved siden af fjernsynet lå der en rulle broderigarn. Knapper i en lille skål. Tjekkiske farverige glas, smukke, men tydeligvis ofte brugt – fra dem blev der ofte drukket vin. Bag glasset et billede af en udenlandsk pige i kappe og med en kvast. I opbevaringsrummet var vinterfrakker og støvler sirligt pakket. Friske kalendere i alle værelser – vægkalendere, spiralhæftede, en sand mani. Her gik man op i tiden. I køkkenet var der efterladte vitaminer fra “Coral Club”. Her planlagde man at leve længe og hyggeligt. Ingen medicin – ingen var syg.
Ejeren boede alene i tre værelser. I badeværelset forskellige slags shampoo til killinger. Overalt en stærk duft af kat. Kattene havde været kongeligt stillet, og det lod til, de var blevet sendt af sted sammen med kisten. Og et fremragende bibliotek. Ikke dekorativt med sammenlimede sider og bøger sorteret efter farve og højde, men et levende, læst bibliotek, opdateret gennem livet, for fornøjelse, uden snobberi. Der var Filonovs albummer, kinesisk filosofi og Chase med Ustinov.
Og en masse bøger om lejlighedens ejers bedstefar. Tykkere end tykke, meget tykkere end Bibelen. På flere sprog. Overalt om hans globale kommunistiske betydning, hans geni og folkenes taknemmelighed for hans gerninger. Og her kom jeg fra gaden, og hvis der havde været en pejs, kunne jeg have holdt ilden ved lige med dette papirspild. Så ville det trods alt have haft en funktion.
Hvad blev der tilbage fra denne person? En københavnerlejlighed, som de fjerne slægtninge kan leve af uden at behøve at arbejde.
Man kan dø når som helst, og intet af det, der var dig kært, vil længere være kært for nogen. Ja, der er børn, men de har heller ikke brug for noget fra mig. De vil have deres eget. Gud, alt det materielle vi har i vores liv – det er sådanne detaljer, så latterligt og uvæsentligt. Og vi selv også…
Det viste sig, at jeg stadig havde håbet på udødelighed.
Nu vil jeg aldrig samle, indrette eller tænke på fremtiden. Livet kan ikke indrettes én gang for alle, det kan kun leves dag for dag.
Samle minder, leve i nuet – så der er noget at huske på, når intet mere sker. De viste mig, hvad der sker SENERE. Intet. Fremmede mennesker kommer ind, træder på dine spor og brygger kaffe i din kande.
