Hun lagde mærke til manden i kirken, som opførte sig lidt aparte. Han kom hver dag, tændte to lys og mumlede længe i hjørnet, mens han gestikulerede som om han forklarede noget til et uforstående barn. Derefter korsede han sig. Først fra højre til venstre, så fra venstre til højre, og til sidst i en helt tilfældig bevægelse fra bund til top.
Hun besluttede sig for at nærme sig ham og spørge, hvad der foregik. Da han kom ud, tog hun kontakt og tilbød sin hjælp. Hun følte, det var det rigtige at gøre. Efter at have præsenteret sig, spurgte hun, hvad han sådan desperat forsøgte at forklare og hvorfor han korsede sig på forskellige måder hele tiden.
– Hvis du ikke ved hvordan, kan jeg lære dig at bede korrekt og give dig noget litteratur. Jeg kom her med min bedstemor, sagde hun.
Han takkede genert for hjælpen og foreslog efter lidt tøven, at de satte sig på en bænk i alléen, der gik gennem den gamle tilgroede park, hvor kirken lå for enden.
– Jeg tror egentlig ikke så meget, sagde han med et skævt smil, hvilket fik hende til at stirre forbavset på ham. – Men det er ikke sådan, sagde han videre.
– Jeg har en kat. En stor siameser med skæve øjne. En skønhed, og for ikke så længe siden…ja, to år siden kom en lille hvalp til mig i regnvejret midt om efteråret. En lille, kold, våd hvalp, han sukkede.
– Jeg tog den med hjem. Først fordi jeg havde ondt af den, og også fordi jeg tænkte, at det ville glæde min kat. Og jeg tog ikke fejl. Hvalpen viste sig at være uartig, social og glad. Jeg ville endda sige, for meget selskabelig.
Manden smilede igen ved tanken, og hun bemærkede det barnlige uskyld i hans smil. Det var en undskyldende måde at smile på, som om han ikke helt vidste, hvordan. Så fortsatte han:
– Hvalpen, som jeg kaldte Vaps, besluttede straks, at min kat var dens rigtige far. Den fulgte efter den overalt og imiterede alt, hvad den gjorde. Når katten hoppede op i sofaen, forsøgte Vaps at springe efter, men uden held! Den begyndte at hyle og klynke. Efter et stykke tid blev katten træt af støjen, sprang ned, tog fat i hvalpen med tænderne bag hovedet og sprang tilbage op i sofaen med den. Der vimsede Vaps lykkeligt omkring og puttede sig ind til sin “far” og faldt i søvn.
Det blev sådan en rutine. Katten, som jeg nu kalder Toft, trak hvalpen op i sofaen, og de fandt sig godt til rette dér.
Efterhånden som Vaps voksede, blev det sværere for Toft at få ham op i sofaen. Men Vaps hjalp til ved at sprælle voldsomt med benene og klynke opfordrende. Da han blev en stor hund, som kunne hoppe selv, lod han som om, han stadig ikke kunne. Med snuden hvilende på den høje sofa, stirrede han tiggende på sin far.
Toft sukkede, rejste sig tungt og tog fat i Vaps’ store nakke og trak med al sin kraft. Hunden droppede al modstand, kom op i sofaen og kvitterede ved at hoppe rundt af glæde, inden han rullede sig sammen om sin far og sov.
Manden stoppede op for at tænde en cigaret.
– Sådan er det, sagde han. – Toft er ikke så ung længere, og at trække Vaps op i sofaen er blevet en udfordring med den næsten tandløse mund. Men Vaps’ øjne lyser op, som om han var en lille hvalp igen.
Han drog en tung vejrtrækning.
– For nylig blev min kære kat syg. Han stoppede med at spise, og hans mave gjorde ondt. Jeg tog ham til dyrlægen, men der var ingen hjælp at få. Så jeg gik i kirke. Jeg tror ikke på Gud og ved ikke, hvordan man beder eller korser sig korrekt. Og to lys…ja, jeg har bare set andre gøre det.
Men jeg lover! Bare så Gud ved det, fortsatte han med en finger pegende opad, – at hvis Han kan få min Toft rask, så vil jeg tro. Og aldrig igen vil jeg bede om noget. Jeg har ingen ønsker, bare at min Toft må blive rask og leve længe endnu. Hvis det skal være, kan jeg lære en bøn og korsets tegn.
Hun lyttede tavs og blev ikke vred over hans mangel på tro. Pludselig gjorde det ikke noget, at han ikke kunne bede eller vide, hvad man gør i kirken. Hun indså, at skæbnen tilfældigt havde ført hende til en mand, hvis tro i sagens kerne var stærkere end nogen andens, hun havde mødt i kirken.
Hun tørrede ubemærket tårerne fra hendes kinder og rejste sig.
– Jeg har ombestemt mig, sagde hun. – Jeg vil ikke lære dig at bede. Det har du ikke brug for. Lad os tage hjem til dig, jeg vil gerne se din kat. Jeg er godt nok ikke dyrlæge, men en erfaren kirurg. Måske kan jeg gøre noget.
Manden sprang op og takkede hende, da de gik gennem parken. Han talte uafbrudt om sin kat Toft og hans hundeson, Vaps. De indgroede træer tabte deres blade. Det var tidligt efterår. Solens stråler trængte gennem grene og kærtegnede de to menneskers ansigter.
Kvinden brugte lang tid på at undersøge Toft, tog en blodprøve og kørte afsted, men vendte tilbage efter en time.
For at gøre en lang historie kort, kan I tro mig eller ej, men hun gjorde det. Hun helbredte Toft. Hun måtte operere, og det foregik hjemme hos manden. Derefter blev hun der.
Selvfølgelig forlod hun ham ikke og efterlod patienten uden opsyn. Så de endte med at flytte sammen. Eller rettere, han flyttede ind i hendes store lejlighed.
Nu laver de videooptagelser af Toft, der trækker den store hund Vaps op i den nye velursofa. Ingen bekymrer sig om de pelsklumper der bliver efterladt.
Og den store Vaps nyder det, mens han klyngede pelsen i skøn fryd, når kattefaren træk ham op. Derefter lægger han sig sammenkrøbet omkring Toft, sover og varmer ham med sin unge, stærke krop, mens Toft…
Toft sidder der, ser træt rundt og sukker, som om han siger:
– Det er et stort arbejde at tage sig af børn! Så mange bekymringer. Du trækker og trækker. Du bliver helt udmattet, men må stadig trække.
Toft sukker og kravler op ovenpå Vaps, og de falder i søvn.
De går ikke i kirke længere, manden og kvinden. Måske fordi alle deres ønsker er blevet opfyldt. Måske fordi hun ikke vil ændre noget ved ham. Hun kan lide ham, som han er.
Gud vil tilgive dem, det er jeg sikker på.
