Haleviftende skytsengel!
Det skete, da jeg gik i 3.g. Om aftenen havde vi forberedende kurser på skolen. Det blev tidligt mørkt, og vejen hjem var lang og gik gennem et villakvarter. Normalt fulgtes jeg med mine veninder, tvillingerne. Men den dag var de blevet hjemme med influenza.
Jeg forlod skolen. Det var allerede bælgravende mørkt. Ved indgangen sad en stor schæferhund. Så snart jeg trådte ud, rejste den sig og fulgte mig på min venstre side.
Først var jeg lidt forsigtig med hunden, men den gik med selvsikre skridt og holdt sig konstant i samme afstand fra mig. Det var en lang og kedelig vej, og jeg spurgte hunden:
— Hej, smukke, du ved godt, at jeg ikke er din ejer, ikke?
Det virkede som om, hunden nikkede, så logrede den med halen og snusede blidt til mine fingre med sin våde næse.
— God pige! — sagde jeg og klappede dens brede pande og bløde ryg. — Så skal vi samme vej?
Schæferen gled ind under min arm. Jeg gik og fortalte hunden om Søren, som jeg var forelsket i dengang, om mormor og morfar. Det lyder nok mærkeligt, men hun var en god lytter, holdt ørene opmærksomt store og afbrød mig ikke.
Mens jeg snakkede, bemærkede jeg ikke, at vi allerede var halvvejs hjemme. Pludselig nåede en udenlandsk bil op på siden af mig. Den sænkede hastigheden og kørte langsomt ved min side. Jeg blev bange. Der gik rygter i byen om flere voldtægter. Man sagde, at det var sønnen af en skoledirektør, der stod bag, og at han aldrig ville blive straffet. Der var høj musik i bilen, og fire fulde fyre sad derinde. Bilen stoppede. En af dem steg ud og greb ud efter min arm:
— Pige, hop ind i bilen.
Jeg kiggede mig omkring. Ingen omkring, kun de fulde fyre og mig. Hvad skulle jeg gøre?
I det øjeblik begyndte schæferen at gø højt, pelsen på dens ryg strittede, og den blottede sine tænder.
— Pige, fjern hunden!
Men hunden blev ved med at gø højt, den sprang mod fyren og forsøgte at bide ham i håndleddet. Han sprang tilbage i bilen, som hurtigt kørte væk.
Hunden faldt straks til ro og lænede sig op ad mig. Jeg klappede den med rystende hænder i ti minutter. Mine nerver rystede:
— Tak, gode, trofaste ven, tak, tak…
Så gik vi videre. Hunden og jeg. Den fulgte mig til opgangen. Den gik ikke med ind. Den næsestødte mig kun blidt — gå hjem.
Jeg så på hunden:
— Vent, jeg henter noget lækkert…
Schæferen trådte lidt tilbage. Der var noget særligt ved dens øjne. Ravgyldne, som om de strålede af sol og varme. Som om det slet ikke var en hund…
Jeg skyndte mig op til 3. sal:
— Mormor, der er en hund, kan jeg få noget mad til den, lige nu…
Jeg smed skoene, gik ud på altanen, som vender mod den anden side af bygningen. Og… hunden ventede under altanen. Den havde allerede nået at løbe om på den anden side. Hvordan kunne den vide, at jeg ville kigge ud? Men det vidste den.
Den så på mig, logrede med halen:
— Er du hjemme? Så er alt godt!
Og den løb videre.
Da mormor hørte historien, sagde hun, at det var en skytsengel.
Hvad tror du? Ja? Og ved du, jeg kan stadig huske hendes øjne… Solravede. Jeg husker dem stadig. Og ved du, nogle gange ser jeg det samme særlige varme lys i folks øjne… Jeg tror, det er kærligheden, der stråler.
