Kasper og Signe begyndte hurtigt at få det godt sammen. De forelskede sig, holdt et skønt bryllup og fra dag ét boede de i deres eget hus. Kasper byggede det sammen med sin far. Det blev et højt og stilfuldt hus, med store vinduer, der kiggede ud både mod gården og gaden. Gården var rummelig, en lille smule skrånende, med bede fulde af blomster. Bagved var der stalde til dyrene og en stor køkkenhave, som strakte sig hen, hvor solen steg op.
Begge lige over de tredive og allerede med seks børn, der myldrede rundt i huset og gården. Alting som det skulle være.
Men så skete det, at Kaspers yngste søster, Anne, der boede i nabo-landsbyen og hvert år fik et barn uden en far i syne, drak sig ihjel og en morgen ikke vågnede op efter en natlig fest.
Hvad kunne der gøres? Kasper tog afsted. Signe kunne jo ikke forlade børnene og husholdningen. Begravelsen blev holdt ordentligt og respektfuldt, og han vendte hjem igen.
Han stod i døren med Annes fire børn i favnen. Den mindste, lille Felix, var fire år gammel.
Signe satte sig stille på en stol og så på ham. Børnene sad også stille og kiggede. Hvad skulle de ellers gøre?
Signe tørrede sine hænder i forklædet og sagde:
– Jeg har ikke engang salt nok til at salte suppen til hele flokken.
– Så spiser vi da bare usaltet suppe, svarede Kasper med et smil.
Og Signe begyndte også at smile. Hvad skulle hun ellers gøre?
De beslægtede børn tog straks fat på at hjælpe de nyankomne med at pakke ud.
En dejlig familie blev det, når børnene blandede sig sammen. Og det var egentlig ikke så mange: kun ti i det store hus.
Senere den sommer passerede en omrejsende romalejr gennem deres landsby som en stormvind. Mange mistede deres farverige klude, der hang til tørre på hegnene, samt høns og ænder. Hos familien Rasmussen forsvandt endda en gris!
Men Kasper og Signe blev skånet af romaerne.
Om aftenen, da Signe gik ud på gårdspladsen, lå der en pakke i rød klud. Hun forstod ikke først, hvad det var, for pakkerne lå stille og sagde ingenting.
Da hun i huset pakkede ud på bordet, lå der en lille mørklødet dreng inden i. En yndig fyr, som lå der og kiggede med sine sorte øjne på alle.
Kasper så over sin kones skulder og sagde blot:
– Nå, det var da fint. Nu har vi en dreng mere end piger. Og han vil give lidt farve til vores lyse hår med sine sorte krøller.
Og lille Felix, der hidtil havde været den yngste, greb fat i bordkanten, kiggede på sin nye bror og sagde:
– Vi var heldige, far! Alle andre mistede noget til romaerne, men vi fik endda lille Emil i gave!
Og så gik alle i gang med at organisere livet for den nye bror.
Hvad mere er der at fortælle? Alt var som normalt: børnene voksede op, forældrene blev ældre. Kasper forlængede gentagne gange spisebordet i stuen. Hver gang en ny søn eller datter begyndte i skole, skulle der være plads til lektierne. De gjorde det. De stræbte efter det. Og i huset gjorde alle det sammen.
Da en lærer på et møde i skolen engang talte om teenageres vanskeligheder, så Kasper og Signe på hinanden og følte sig lidt skamfulde, fordi de havde overset disse vanskeligheder. Der var kun lille Emil tilbage at tage sig af.
Men hvordan kunne de tabe ham af syne, når alt var som det skulle være? I skolen klarede han sig godt. Derhjemme, i sine fjorten år, tog han sig af alle de mandlige opgaver og hjalp altid de andre.
Stille og roligt blev døtrene gift og flyttede ind hos deres mænd. Drengene giftede sig også og fik deres egne hjem.
Emil gjorde sin pligt i militæret og vendte hjem til de gamle. Han ønskede at flytte til byen for at studere videre, men hvad så? Hver sommer var gården fuld af børnebørn, Emils nevøer og niecer.
Og han ventede dem alle, som om de var prinser fra fremmede lande. Forberedte sig…
Satte gynger op i haven. Lavede en sandkasse til de små og fyldte den med vasket sand fra floden. Ved hegnet, for dem der endnu ikke måtte til floden, gravede og indrettede han en lille pool. Hver morgen fyldte han den med vand fra en slange, så det kunne varme op, og børnene ikke blev forkølede. Og fra købmanden købte han plastikænder og delfiner, så det virkelig mindede om havet.
Så hele flokken samlede sig hver sommer ikke for at besøge bedstefar og bedstemor, men for at være hos onkel Emil.
Emil satte sig på hug ved porten, næsten skjult bag sin sorte skægstubbe, og ventede. Og når han så en niece eller nevø, spredte han armene, smilede et stort smil, hvorefter børnene stormede hen til ham, trykkede sig mod hans stubbede kinder og viskede i hans øre: “Ventede du mig, onkel Emil?”
Han kyssede dem alle og svarede altid: “Selvfølgelig ventede jeg! Mere end nogen andre!”
Men det største øjeblik af lykke kom om aftenen, når opvasken var taget, børnene var badet, og der var tid til at sove.
Alle børnene var stille og ventede, og så rejste onkel Emil sig og spurgte med høj stemme:
– Nååå… hvem skal sove på høloftet med mig i nat?
Og så råbte de alle. Råbte som man måske gjorde i gamle dag til demonstrationer…
Tidligt hver morgen klatrede bedstemor Signe op på høloftet for at se, om en forvildet høne havde lagt et æg der, og så et stort tæppe bredt ud i midten med en smuk, lykkelig person der sov. Og omkring ham, som kyllinger, pressede børn sig ind til ham – til ansigt, hænder og ben. Og de sov alle. Alle tolv.
Hvad så?
Kasper og Signe havde allerede elleve børnebørn.
