Maja gik hjem med et smil på læben og hilste venligt på forbipasserende. Hun havde netop modtaget en stor bonus og en uventet betalt uges ferie oven i hatten. Dette som tak for det komplicerede projekt, hun havde arbejdet på de sidste par uger.
Selvom ferien ikke var så lang, vidste hun, at hun kunne nyde tiden fuldt ud, læse en god bog og forkæle sin mand med lækkerier. Sikke glad Hans ville blive over, at hun nu kunne bruge en fuld uge på familien!
Da Maja kom hjem, gjorde hun lidt rent i lejligheden, og gik derefter ud i køkkenet med en tanke i baghovedet: “Jeg vil lave lidt kartofler og flæsk til Hans. Han har talt om det for nylig.”
I mens Maja sang for sig selv, gik hun i gang med madlavningen.
Døren smækkede, og Maja løb ud for at møde Hans, gav ham et kys på kinden og trådte et skridt tilbage. Hendes øjne strålede af glæde.
“Sikke et humør du har!” udbrød Hans. “Og du har endda haft tid til at lave mad?” sagde han og nikkede mod duften fra køkkenet.
Normalt kom de hjem fra arbejde sammen. Men i dag var Maja kommet tidligere, og maden var allerede klar.
“Jeg nåede det,” nikkede Maja energisk. Hun glædede sig til at fortælle Hans om chefens generøsitet, men nåede det ikke.
“Blev du sluppet tidligere fri? Er der problemer? Eller skal du igen på forretningsrejse?”
Hans’ spørgsmål mindede mest om et forhør. Maja tænkte, at han nok blot var træt og uden overskud. For at live ham op, besluttede hun sig for at lave sjov:
“Nej, skat, alt er fint. Jeg sagde blot op. Du har jo længe ønsket, at jeg skulle være hjemmegående og holde styr på huset. Nu er jeg helt fri!”
Hans blev pludselig bleg, men tog sig hurtigt sammen og sagde: “Sagde du op? Det er da fint. Så bliver du ikke så udkørt. Og vi skal nok klare os økonomisk. Lad mig gå i bad, jeg spiser bagefter.”
Maja nikkede forvirret. Hans’ opførsel virkede lidt mystisk på hende.
“Hvorfor reagerer han sådan? Han har jo altid ment, at kvinden skulle tage sig af hjemmet, mens manden sørgede for økonomien.”
Da Maja og Hans var blevet gift, arbejdede hun allerede i en kendt virksomhed. Snart blev hun forfremmet, og hendes ellers ikke uanselige løn blev fordoblet. Hans havde ofte foreslået, at hun skulle opsige jobbet, men Maja kunne ikke se sig selv som hjemmegående.
“Hvad tænker du så at gøre nu?” spurgte Hans efter middagen.
Maja så nøje på ham. Hun ønskede ikke at lyve, men hun måtte forstå, hvorfor han reagerede så stærkt på hendes opsigelse: Hvad ville Hans egentlig, og hvor oprigtig var han, da han foreslog, at hun skulle stoppe med at arbejde.
“Hvad skulle jeg ellers gøre?” smilede Maja skævt. “Du ønskede, at jeg skulle tage mig af hjemmet, så det vil jeg gøre.”
Hans nikkede og gik ind i soveværelset. Han lagde sig tværs over sengen og tænkte sig om. Han havde jo foreslået, at hun skulle stoppe, især når hun klagede over øget arbejdsbyrde uden lønforhøjelse. Han havde blot ønsket at trøste hende, i vished om, at hun aldrig ville gøre seriøst tanke til handling.
Men hvad nu? De havde trods alt egen lejlighed, og billånet blev betalt af. Men hendes løn var betydeligt større, og indtægten ville nu falde mærkbart. Der var ellers nogle drømme om at købe den nyeste iPhone, en spillekonsol og nogle nye armbåndsure.
“Nej, hun kan ikke klare at være hjemme,” slog en tanke ned i ham. “Hun vil søge nyt arbejde om et par dage.”
Hans beroligede sig selv og faldt i søvn.
Men tre dage gik, og Maja havde stadig ingen planer om at søge arbejde. Hun nød sin ferie og besluttede at holde sin beslutning for sig selv.
En dag kom Hans hjem med et bredt smil:
“Jeg har fundet et job til dig, kære. Hvorfor ser du så søvnig ud? Her, to stillingsopslag. Send dit CV afsted.”
Maja så forundret på ham.
“Hvad sidder du der for? Kom nu op fra sofaen og tænd din computer,” sagde Hans utålmodigt.
Maja rejste sig lydigt.
“Nå, vi må se, hvad der sker, og hvor langt han vil gå for at få mig tilbage i arbejde,” tænkte hun.
Efter ti minutter spurgte Hans: “Har du sendt det af sted?”
“Ja, sendt,” svarede Maja.
Næste dag ringede Hans flere gange for at høre, om hun var blevet inviteret til jobsamtale. Han var så nervøs, næsten som om det gjaldt liv og død. Om eftermiddagen ringede han igen og insisterede på, at hun skulle komme forbi et “rigtig godt sted”, han havde fundet til hende.
Maja besluttede at følge spillet til ende. Hun tog med Hans til firmaet, men blev siddende i gangen og fortalte Hans, at hun ikke blev ansat.
“Hvad er det dog for noget, hvorfor vil de ikke ansætte dig nogen steder,” udbrød Hans frustreret.
Han kørte Maja hjem og tog tilbage på arbejde. Maja tændte hans computer for at undersøge hans aktuelle interesser og opdage årsagen til hans pludselige opførsel. Det havde hun aldrig gjort før, men nu søgte hun svar.
Det første søgeord, der mødte hende, slog hende helt ud: “Hvordan får man sin kone til at begynde at arbejde igen.” Hun trak på smilebåndet og klikkede videre. Der var hverken Facebook-aktiviteter eller samtaler med kvinder at finde. Til gengæld var der masser af hjemmesider, som Hans havde besøgt. Han havde søgt efter en ny bil i forretningsklassen, den nyeste iPhone, dyre armbåndsure og spillekonsoller.
Maja tænkte over tallene og kunne pludselig se sammenhængene, hun tidligere havde overset. Hun havde aldrig forkælet sig selv men brugte hele sin løn på familien, betalte lånet for bilen, som var registreret i hendes navn. Det var mest Hans, som kørte i den, og han lånte den sjældent til Maja.
Hun bad aldrig om penge fra Hans. Ved indkøb i supermarkedet betalte hun altid. Hun havde aldrig interesseret sig for, hvad han brugte sine penge på. Nu fortrød hun den interesse. Hun mindede sig selv om Hans’ computerstol, der havde kostet mere end en vaskemaskine, hans schweiziske ur og de altid skiftende iPhones.
Hun forsøgte at huske, hvornår Hans sidst havde givet hende blomster eller en gave. Han plejede at foreslå, at hun selv valgte gaven, og bagefter betalte hun det fra sin egen konto. Maja fnisede nervøst, men besluttede sig så for at lave en lille test.
Næste dag spurgte hun Hans:
“Kære, min mor beder om et lille lån. Vil du hjælpe? Du fik jo løn forleden. Kan vi undvære lidt?”
Hans’ blik skræmte Maja.
“Skal jeg sørge for dig og så også din mor?” Hans’ stemme lød vredt.
“Sørge for mig? Køleskabet er tomt. Kalder du det at sørge for mig?”
“Så kunne du bare have sagt, hvad der skulle købes. Og jeg har altså ingen penge tilbage… Jeg har lige betalt for spillekonsollen.”
“Er det rigtigt?” Maja kneb læberne sammen. “Noget andet?”
“Ingenting! Jeg har sagt, at jeg er uden penge. Bestillingen er betalt, og jeg henter den senere.”
“Hvordan skal vi så leve?” Maja kunne knapt holde irritationen tilbage.
“Der er lidt penge tilbage. Vi klarer os til næste udbetaling. Du burde alligevel tabe dig, ser ud som om du har fået lidt mave.”
Maja kunne ikke tro sine egne ører. Hans, der havde været anderledes for blot få uger siden.
“Forresten, hvad med din lejlighed? Er der kommet lejere?” spurgte Hans.
“Ikke endnu,” svarede hun.
“Så giv et opslag, så vi kan finde nogle hurtigt. Du har jo masser af tid, nu hvor du er hjemmegående,” beordrede Hans hende.
“Faktisk, Hans, har jeg tænkt mig at tage tilbage til min egen lejlighed,” sagde Maja stille.
Hun gik ind på værelset for at pakke sine ting. Hans forsøgte ikke at stoppe hende. Måske glædede han sig til at slippe for at “gæstebud.”
Da hun stod ved døren med tasken i hånden, trådte Hans ud fra køkkenet.
“Hvordan vil du klare dig, hvis ingen gider ansætte dig?” lo han.
“Er du oprigtigt bekymret?”
“Vi er trods alt gift…”
“Du har ret, vi er gift,” nikkede Maja, “men du huskede først på det nu. Nå, læg bilnøglerne. Bilen er registreret i mit navn, og jeg har selv betalt lånet. Jeg kan nemt bevise det.”
“Du klager over, at jeg forsørger dig? Hvis du havde brug for en pengeschauffør, skulle du have giftet dig med en ‘sugar daddy’,” råbte Hans.
Maja lo. Hun havde aldrig forestillet sig, at en uskyldig spøg kunne føre til dette.
“Jeg klager ikke. Jeg havde blot en kort ferie. Mandag genoptager jeg arbejdet. Men det er irrelevant for dig.”
Hun gik ud og smækkede døren bag sig.
