Min sene ægtemand… Første gang gift som 55-årig… Det er nu fem år siden, vi blev gift. Jeg er nu 60, og min mand er 65. Der er intet usædvanligt ved at blive gift som 55-årig. I vores tid kan alt ske. Det mærkelige er, at det er mit første ægteskab og også min mands første ægteskab. Og forestil dig, jeg havde aldrig tænkt mig at blive gift! Da jeg var ung, ikke engang 20, forlod en fyr, jeg elskede meget, mig. Han hed Svend. Han forlod mig, mens jeg var fem måneder gravid. Først, Gud tilgive mig, ønskede jeg at tage mit eget liv, men jeg tog mig sammen og svor, at jeg aldrig ville gifte mig. Jeg ønskede ikke at have en anden slyngel ved min side, som ville stikke af ved første bedste lejlighed. Og jeg holdt mit løfte. Min datter voksede op og blev gift, der kom børnebørn, og jeg førte et ensomt liv som en stædig æsel. Jeg vil ikke sige, at mændene ikke friede. Der var mange! Men jeg har en stædig karakter: Når jeg beslutter noget, fuldfører jeg det. Men livet som ensom kvinde havde gjort mig til en grov kvinde uden kvindelig tiltrækningskraft. Skæbnen er dog en uforudsigelig “dame”. Og jeg vil fortælle, hvordan en mand lykkedes at få mig til præsten. Da jeg gik på pension, besluttede jeg at tage mig af et lille havehus fra min forældre. Jeg tog toget. Det tog lidt over en time, så jeg tog et magasin med krydsord, og tiden fløj hurtigt. En dag ved en af stationerne kom et ægtepar og en lille ældre mand ind i toget. Først var der stilhed. Så hørte jeg min sidemands stille stemme. “Svend, lad os tage forbi børnene og hjælpe – bad kvinden forsigtigt. “Du er deres far…” Men togstøjens larm overdøvede hendes mands buldrende stemme. “Vil du have mig til at kravle på knæ for de idioter?” Derefter fulgte en ordstrøm mod konen og børnene, og jeg kiggede ufrivilligt på mine naboer. Mine øjne stoppede ved det vrede ansigt på den råbende mand – jeg blev målløs. Det var Svend! Den samme Svend, der havde efterladt mig gravid mange år siden! Han var ikke til at genkende, kun hans ansigt var blevet rynket af alder og vrede. Han var lige så stor som i ungdommen. Svend genkendte mig selvsagt ikke, men da han fangede mit blik, skreg han hysterisk: “Hvad glor du på! Vend blikket ellers får du en!” Jeg blev som forstenet. Mine hænder og ben lystrede ikke: Måske fra chok, måske fra frygt. Og så skete der noget utroligt. Den lille ældre mand, der sad overfor, rejste sig beslutsomt mellem mig og Svend og sagde med en fast stemme: “Hvis du ikke holder op med at fornærme kvinder, så har du med mig at gøre. En mand, der taler sådan til kvinder, er for mig ingenting. Jeg giver dig kamp til stregen!” Mit hjerte sank! Hvordan kunne han klare Svend? Jeg var parat til at hjælpe min forsvarer, men pludselig faldt Svend til ro og mumlede noget uforståeligt. Og da indså jeg, at denne ‘helt’ kun kunne vise sin styrke over for kvinder. Men over for en ægte modig mand gav han op. Og var det ham… (ord mangler!) jeg havde vendt mit liv op og ned for?! Tårerne kom frem. Det hele skete så hurtigt, som en film, hvor 30 år passerede på et minut. Svend og hans kone gik af efter to stationer, og jeg brød grædende sammen. Min hjerte var tomt og forarget. “Selv tårer kan ikke ødelægge dit milde ansigt,” sagde min forsvarer med et smil. Han virkede ikke længere som en “lille mand”. Foran mig sad en modig og tapper mand. Han hed Hans Bjerg, en pensioneret officer. Sådan mødte jeg min kommende “forsinkede” ægtemand. Og pludselig indså jeg, at for første gang i mange, mange år ønskede jeg at gifte mig, ønskede at føle mig som en elsket kvinde. Og sådan blev det. Hans og jeg er meget lykkelige. Livet har virkelig en visdom til at sætte alt på plads. Og det er ligegyldigt, hvilken alder man har. For selv livets efterår kan fyldes med kærlighed og lykke.
Min forsinkede ægtemand: Første ægteskab som 55-årig
