**7. juli! Det kan ikke passe! Bare et tilfælde. Men navnet, Andreas**
Jeg stirrede længe på mandens portræt, som om jeg håbede at finde noget genkendeligt.
Kvinden i personaleafdelingen på rådhuset havde færdiggjort papirerne for den nye medarbejder. Så ringede hun:
*”Inge Andreasdatter, kom lige ind! Her er din nye kollega.”*
Inden længe trådte hun ind på kontoret og vendte sig straks mod den ældre kvinde:
*”Er du den nye rengører?”*
*”Ja!”*
*”Jeg er husbestyrer, mit navn er Inge Andreasdatter,”* præsenterede chefen sig og spurgte straks: *”Og dig?”*
*”Vera,”* svarede kvinden, men i Inges tavse blik læste hun et spørgsmål og rettede sig: *”Vera Alexisdatter.”*
*”Kom, så viser jeg dig dit arbejdsområde,”* sagde Inge, og de forlod kontoret, mens de fortsatte samtalen. *”Du skal have hele tredje sal”*
***
Vera var lykkelig over at få dette job. Hun smilede glad, mens hun overskuede sit nye rige:
*”To år til pensionen. Men her kan jeg måske arbejde videre efterfølgende. 30.000 kroner i løn plus bonusser. Så kan Dmitri og jeg få det lidt bedre. Børnene har flyttet hjemmefra. Åh, jeg ved ikke engang, hvad vores borgmester hedder! Sikke en skam, hvis han spørger! Snart er der frokost. Nede på første sal er der billeder af alle borgmestrene. Hvorfor har jeg ikke læst dem?”*
***
På vej tilbage fra kantineområdet gik hun forbi tavlen og læste byens leders navn: *”Andreas Børgesen født 1983.”*
*”Åh, han er jo helt ung. Ikke engang fyrre,”* tænkte Vera pludselig. *”Andreas?! 1983.”*
Hun vendte sig om og læste fødselsdatoen igen:
*”7. juli! Det kan ikke passe! Bare et tilfælde. Men navnet, Andreas Mellemnavnet og efternavnet er anderledes. Men adoptivforældre kan jo ændre det hele. Selv fornavnet”*
Hun stirrede længe på portrættet, som om hun håbede at genkende noget.
***
Det nye arbejde skubbede andre tanker i baggrunden.
Derhjemme talte hun hele aftenen med Dmitri. Så gik han til sit værelse for at se fodbold, mens hun gik til sit.
Lejligheden var stor, med tre værelser. Børnene var flyttet, så der var plads. Nogle gange sov Dmitri hos hende, men det blev sjældnere.
Nu lå hun i sin seng, og tankerne snurrede. Tanker om ungdommen. Og om den hemmelighed, hun aldrig havde fortalt sin mand.
Før Dmitri havde hun en søn. Hans navn var Andreas. Hun var kun nitten dengang. Ingen penge, intet job. En skolehjemlejlighed, der slet ikke var beregnet til et barn. Hun holdt kun et halvt år ud, før hun afleverede ham i børnehjemmet.
Tre år senere giftede hun sig med Dmitri. De spurgte ikke hin til fortiden. Snart fik de to døtre.
Døtrene voksede op. Den ene blev student i Aarhus, giftede sig der. Børnene går i skole. Den anden bor nu i København.
Vera havde aldrig fået en ordentlig uddannelse. I tyve år arbejdede hun som husbestyrer på en fabrik. For nylig gik fabrikken konkurs, og alle blev fyret. Så tilbød en vens datter hende jobbet som rengøringsassistent på rådhuset. Hun sagde ja.
Og nu Borgmester Andreas Børgesen, født i 1983. Nej, Vera klagede ikke over sit liv. Men gennem årene tænkte hun på den søn, hun engang havde. Nogle gange havde han endda været i hendes drømme. Hun ville bare være klar, om det var ham, og om han havde det godt.
***
Et par dage gik.
Vera gjorde rent på sin sal, da hun hørte stemmer. Hun så Andreas Børgesen, der talte med en kollega på vej forbi. Da han så hende, nikkede han og gik lige forbi, mens han fortsatte at tale.
Pludselig så hun for sig Victor, den dreng, hun elskede for fyrre år siden. Han var smuk og sjov dengang, men hun ønskede være ham alvorlig og fornuftig. Men hun kunne ikke forestille sig det. Nu, da hun så Andreas Børgesen, forstod hun, at hun havde ønsket Victor skulle være sådan.
Men han forsvandt. Da han hørte, at Vera ventede barn, sagde han, han skulle tjene penge. Først ventede hun, håbede. Så forstod hun, at han var løbet væk.
*”Er Andreas Børgesen min søn? Hvis jeg ikke havde givet ham væk, ville han ikke være blevet sådan. Men mine døtre har det også godt. Den ældste er gift, de har en stor lejlighed og bil. Den yngste har også et godt liv. Døtrene men ingen søn.”*
*”Var jeg blevet gift med Dmitri, hvis ikke? Nej, alt ville være anderledes: for mig, for ham, for Andreas. Men måske er Andreas slet ikke min søn. Er der ikke utallige tilfældigheder i verden?”*
*”Og hvad så? Han har forældre, han var kun et halvt år when. De har sikkert ikke fortalt ham, at han er adopteret. Mellemnavnet er anderledes. Og han har haft et lykkeligt liv. Det er ikke hver dag, en almindelig dreng bliver borgmester.”*
***
Efter frokost kom en yngre kollega, Lene, hen til Vera:
*”Hej, tante Vera!”*
*”Hej!”*
*”Vi fejrer Loves fødselsdag i fredag. Hun rydder på sjette sal. Hun bliver 45. Kommer du med?”*
*”Selvfølgelig!”* smilte Vera.
*”Så skal du give 200 kroner. Og måske medbringe en lille ret eller noget originalt.”*
*”Okay,”* sagde Vera og rakte pengene frem.
*”Vi fejrer alles fødselsdage her.”*
*”Lene, du må gerne bare kalde mig Vera. Vi er kolleger.”*
*”Selvfølgelig, Vera!”*
***
Fredag efter arbejde samledes de på syvende sal. Et kontor var ledigt, og de tog bordet der.
Som altid på et kontor. Alle sagde en skål, tog en slurk rødvin efter hver tale.
Pludselig gik døren op, og ind kom Andreas Børgesen. Han smilede:
*”Tillykke med fødselsdagen, Love Olsdatter!”* og rakte en lille gave frem.
*”Tak, Andreas Børgesen!”* Loves øjne var fugtige.
*”Andreas Børgesen, sæt dig hos os!”* tilbød husbestyreren.
*”Kun kort,”* sagde han og satte sig ved siden af Vera.
Hun lagde straks salat og pølse på en ren tallerken. De skænkede rødvin, og han sagde en skål.
Vera så på ham, og alt ind
