Jeg er 67 år og bor alene. Jeg beder mine børn om at lade mig flytte ind hos dem, men de siger nej. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre…
Jeg er 67 år og bor alene. Min mand døde for længe siden, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere denne tomhed. Jeg spurgte mine børn, om jeg kunne bo hos dem, men de vil ikke. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve videre… I travle byer som Aarhus kan ensomhed blive en tung byrde. Mængden af fremmede mennesker på gaderne bringer ingen glæde, især ikke for de ældre. På den her alder er det næsten umuligt at stifte nye bekendtskaber, og længslen bliver en tro følgesvend.
I dag taler vi om ensomhed i alderdommen og hvad en psykolog synes om det. Måske kan denne fortælling inspirere nogen til at finde styrken til at ændre sit liv.
Jeg er 67 år og bor alene i en lille lejlighed i udkanten af Aarhus. Min mand gik bort for mange år siden. Jeg arbejder stadig, fordi det eneste, der redder mig fra kedsomhed, er arbejdet. Men de seneste år har jeg levet på autopilot – intet gør mig glad, alt føles gråt og meningsløst.
Jeg har ingen hobbyer, og jeg gør ikke engang forsøg på at finde nogen. Jeg føler mig for gammel til det. Jeg tilbød min søn og hans familie – han har tre børn – at flytte ind hos mig, men svigerdatteren sagde nej. Det er nok ikke sjovt at bo under samme tag som en gammel kone.
Jeg overvejede også at flytte til min datter, men hun har sin egen familie, og hun vil heller ikke have mig boende hos dem. Men de er altid glade, når jeg kommer på besøg. De brygger te, laver en lækker aftensmad, og lytter til mine historier. Men jo oftere jeg besøger dem, jo sværere bliver det at vende tilbage til min tomme lejlighed. Men det skal jeg alligevel…
Agnete, vores hovedperson, ved ikke, hvordan hun bryder denne cirkel. Hendes liv, selv som 67-årig, burde ikke være så mørkt. Det eneste lyspunkt i denne historie er, at hun begynder at overveje forandringer og søge måder at tackle ensomheden på. Det giver hende en chance.
Mangel på hobbyer og, endnu værre, mangel på lyst til at finde nogen, kan være tegn på depression. Agnete bør søge råd hos en neurolog, psykolog eller psykoterapeut, anbefaler psykologen.
Ifølge eksperten er 67 år slet ikke gammel i dagens verden. Problemet er ikke, at børnene ikke vil bo med deres mor. Voksne børn sætter pris på deres eget rum, hvor de har bygget deres liv. Man kan ikke tvinge dem til at ændre deres vaner.
Agnete skal opgive tanken om, at lykken kun findes ved siden af hendes børn. Hun kan ændre sit eget liv. Det er nok at se sig omkring: i Aarhus afholdes der masser af arrangementer, hun kan besøge steder, hun aldrig har været, eller stifte nye bekendtskaber. Nye oplevelser er det, hun mest har brug for nu, siger psykologen.
Det lader til, at eksperten har ret: Agnete bør se sit liv fra en ny vinkel. Hvis børnene har travlt med deres eget og ikke vil bo sammen, skal de ikke tvinges. Især når forholdet ellers er varmt og kærligt. Hvorfor ikke prøve at give sit liv mere mening?
I den senere alder, når der stadig er kræfter og tid, kan man realisere drømme, der blev udskudt i ungdommen. Nogle begynder at male, andre melder sig til dans, og nogle rejser endda. Det værste er, når dagene flyder sammen i en ensformig rutine: fjernsynet, lægen, butikken… Sådan et liv forstærker ensomheden og skubber en ind i et hjørne.
I dag er mulighederne for alle aldre store, og det er dumt ikke at benytte sig af dem. Nogle finder kærligheden, selvom de allerede har voksne børnebørn, andre opdager nye interesser efter pensionen.
Men meget afhænger også af den yngre generation. Børn og børnebørn kan hjælpe deres ældre med at fastholde livsglæden. Nogle gange er det nok med simpel opmærksomhed: et opkald, en invitation til besøg eller en fælles gåtur. For en ældre kan det være en redning.
