“Du er bare en håndværker!” hun forlod ham på grund af hans snavsede arbejdstøj, uden at ane, hvem han egentlig var
Man siger ofte, at klæder skaber folk. Men i nogle tilfælde bliver de gamle ord en fælde, der kan koste én det dyrebareste i livet. Jeg vil fortælle en historie, der har fået mange af os til at tænke over, hvordan vi ser på andre.
**Scene 1: Foran Glasfacaden ved Søerne**
Solen glimtede i vinduerne på det moderne kontorhus på Frederiksberg. Ved indgangen stod en kvinde, hvis tøj og stil kunne få enhver modeelsker til at måbe. Men hendes ansigt var stramt, næsten foragteligt, da hun betragtede manden overfor sig nærmere bestemt hans slidte arbejdsbukser, mudrede støvler og gule sikkerhedshjelm.
**KVINDEN:** “Se lige på dig selv. Alt det støv! Jeg bad dig jo tage noget anstændigt tøj på, inden du kom til mit arbejde!”
**Scene 2: Ro mod vrede**
Manden så ikke spor flov ud. Han rystede roligt lidt cementstøv af sin slidte cowboyjakke og mødte hendes blik.
**MANDEN:** “Jeg kom direkte fra byggepladsen. Vi blev lige færdige med at lægge fundamentet.”
**Scene 3: Brat afsked**
Kvinden trådte et skridt nærmere og sænkede stemmen, mens hun nervøst kiggede, om nogen af hendes kollegaer fra revisionsfirmaet nærmede sig.
**KVINDEN:** “Det er mig ligegyldigt. Du er bare en håndværker. Jeg kan ikke lade mig se med en murer. Glem mit nummer!”
Hun vendte sig for at gå, som om hun ville gøre en scene ud af bruddet, da dørene til bygningen gik op.
**Scene 4: Uventet vending**
En mand i dyre jakkesæt kom løbende ud, svedig og med en tablet i hånden. Han sendte ikke kvinden så meget som et blik, men gik direkte hen til “håndværkeren”.
**MAND I JAKKESÆT:** “Hr. Mikkelsen! Vent lige investorerne er klar til helikopterturen rundt om *dit* nye byggeri.”
**Scene 5: Sandheden kommer frem**
Kvinden stivnede. Hun vendte sig langsomt om, chokeret. Hr. Mikkelsen? Ejeren?
Manden trak på smilebåndet, tog hjelmen af og gav den til sin assistent, som var kommet ud fra lobbien.
**SLUTNINGEN:**
Hun prøvede tøvende at nærme sig, stemmen rystede:
“Rasmus jeg jeg vidste det ikke. Hvorfor sagde du aldrig, at det var dig, der stod bag det her projekt?”
Rasmus Mikkelsen så på hende ikke længere med glød, men med iskold skuffelse.
**MANDEN:** “Jeg ville finde ud af, om du elskede mig, eller bare titlen. Jeg har fået mit svar.”
Han rettede på den slidte jakke, der for hende havde virket så tarvelig time før, og sagde:
**MANDEN:** “Du behøver ikke slette mit nummer. Jeg skal nok selv blokere dig. God dag.”
Han gik med sikre skridt mod elevatorerne, hvor lyden af helikopteren allerede kunne høres fra taget. Tilbage stod hun alene på fortovet, og det gik op for hende, at hun ikke havde vendt ryggen til en simpel murer, men til sin eneste chance for et ærligt og kærligt fremtid.
**Moralen er enkel:** Døm aldrig havets dybde ud fra skummet i strandkanten. Bag beskidte støvler kan gemme sig en mand, der bygger fremtidens byer. Bag et pænt jakkesæt kan skjule sig et tomt menneske.
